Tuesday, February 06, 2007

Abortgrædser og fri abort

Lad mig starte med at sige at jeg er fuldgyldig tilhænger af den frie abort og den enkelte kvindes frie valg omkring graviditet, men at jeg også mener at hver abort er en meget alvorlig sag, der aldrig bør blive noget man bare gør og at ingen abort bør stå alene hen. Alt dette er affødt af diskussionerne omkring en forlængelse af grænsen for lovlig abort fra 12 uge til f.eks. 16 uge.

Historien om et fantastisk menneske.

Her er jeg så nødt til at fortælle historien om min første datter. Hun er født med dobbelt Læbe-, Gane- og gummespalte, to sammenvoksede finger på venstre hånd, højre hånd er en såkaldt spaltehånd, hvor pege og langemand mangler og tommelfingeren er ekstra bred, og to sammenvoksede tær på højre fod.

Hun er i dag 17 år gammel og går i 1.g og hun er et på alle måder fantastisk menneske. Nu er der sikkert mange der siger at det skal en far jo sige, men vi er langt ude over det niveau. Hun er socialt indstillet og vader helt ubekymret ind i alle mennesker, hun har gode veninder fra Bornholm til Århus og her er tale om venskaber der er startet da hun var helt lille og som hun stædigt fastholder på trods at travlhed og lange afstande.

I skolen er hun uovertruffen dygtig og det er faktisk reglen snare end undtagelsen at hun kommer hjem med 12 taller. Jeg kan ikke huske hvornår hun sidst var under 10, jeg tror ikke det er sket mens hun har gået i gymnasiet. Når klassekammeraterne har problemer med opgaver eller andet er det min datter de ringer til og hun bruger velvilligt tid på at forklare og hjælpe når der er ting der ikke forstås. Hun er ikke den eneste på det niveau i klassen, men hun er den eneste der også magter at formidle og tager sig tiden til det.

Hun er selvstændig om moden og ikke bange for at søge råd og vejledning. De få gange hvor vi er uenige om tingene er hun altid velargumenterende og velbegrundet og når hun træffer sine beslutninger er det altid på et ordentligt grundlag. Hun er aldrig kontrær og altid parat til at accepterer argumenter og følge vores råd hvis de er fornuftigt argumenteret.

Hun er positiv og livsglad og vil en masse med sit liv og jeg er helt overbevist om at hun nok skal nå langt. Hun sætter sig realistiske mål og prioriterer flot så hun når det vigtige.

Og hvad har det så med abort at gøre.

Hvis man, da jeg var 27 år gammel og ligde havde fået at vide at jeg skulle være far, havde fortalt mig hvilke misdannelser min datter skulle komme med, så er jeg helt sikker på at jeg havde vlagt abort. Jeg er endda helt sikker på at jeg slet ikke havde været i tvivl om beslutningens rigtighed.

Jeg kan blive helt svedt og få knuder i maven ved tanken om hvad jeg så var gået glip af.

Enhver abort bør være en enkelt beslutning under vejledning.

Der kan være masser af gode, fornuftige og rigtige grunde til at foretage en abort, man skal bare huske, at enhver abort potentielt dræber den næste Stephen Hawkins eller Einstein og at en hver abort potentielt slår et fantastisk menneske ihjæl. Jeg er glad og lettet over at jeg ikke selv skal stå i den beslutning mere og kan sige at beslutningen var truffet da jeg skulle være far for anden gang. Da fik vi at vide at der var 50 % risiko for at barnet ville komme med tilsvarende misdannelser. Vi havde på forhånd valgt at gennemføre graviditeten selvom den næste skulle komme med tilsvarende og vi var fantastisk heldige. Vi fik endnu en pige, der ikke ligner den første ret meget, men også er et helt fantastisk menneske. Og så er der den helt uvæsentlige detalje at hun har alle fingre og tæer, hvilket ikke er noget vi bemærker i det daglige.